En blot 17-årig dreng er sigtet for drabsforsøg efter at have affyret skud mod en lejlighedsdør.

Københavns Politi anholdt mandag aften tre unge drenge i forbindelse med et skyderi, der fandt sted i Bispeparken i Nordvestkvarteret.
Den 17-årige dreng er blevet anholdt, mens to øvrige 14-årige drenge kun er tilbageholdt på grund af deres unge alder. Det skriver Københavns Politi på Politi Update.
Den 17-årige er sigtet for drabsforsøg efter at have affyret skud med et automatvåben mod en lejlighedsdør i en opgang i området. Ingen blev ramt under skyderiet.
Anmeldelsen indløb klokken 20.11, og politiet iværksatte herefter en intensiv indsats, som gjorde, at de allerede samme aften kunne anholde de unge drenge.
De to 14-årige er under den kriminelle lavalder og kan af den grund ikke retsforfølges i sagen. Sagen er i stedet overdraget til de sociale myndigheder.
Den 17-årige blev tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Vestre Fængsel. Anklagemyndigheden havde dog anmodet om, at forhøret blev afholdt for lukkede døre.
Ved et lukket grundlovsforhør forhindres offentligheden i at få kendskab til sagens beviser, ligesom det heller ikke var muligt at få adgang til den sigtedes egen forklaring.
“Sigtelsen læses derimod op for åbne døre,” lyder det dog fra Københavns Politi på Politi Update.
Politiet oplyser ikke nærmere om baggrunden for skyderiet eller forbindelsen mellem gerningsmændene og den adresse, der blev beskudt.