8 mænd anholdt for svindel på bosteder: “En omfattende og alvorlig sag”

I alt otte mænd er blevet anholdt i en omfattende sag, der handler om svindel på bosteder flere steder på Sjælland.

Foto: Roland Magnusson / Shutterstock.com

Københavns Politi anholdt torsdag otte mænd som led i en efterforskning af økonomisk kriminalitet, der har fundet sted i en større koncern, der driver bosteder på Sjælland.

Aktionen blev gennemført i samarbejde med Skattestyrelsen og omfattede blandt andet ransagninger på i alt 14 forskellige adresser i Hovedstadsområdet.

Millionsvig afsløret

De anholdte er otte mænd i alderen 34 til 49 år, lyder det i en pressemeddelelse.

De er sigtet for groft mandatsvig samt groft skatte- og momssvig for et samlet beløb på cirka 89 millioner kroner.

Sigtelsen omfatter blandt andet misbrug af offentlige midler, da de er blevet anvendt til privat forbrug og erhvervelse af fast ejendom.

Vicepolitiinspektør Peter Reisz, der står i spidsen for af Københavns Politis Afdeling for økonomisk kriminalitet 1, beskriver sagen som alvorlig.

“Det er en omfattende og alvorlig sag, hvor offentlige midler tilsyneladende er endt i nogle helt forkerte lommer, hvor de er blevet brugt til et stort privat forbrug,” siger han.

“Nu skal vi have afhørt de anholdte, og så fortsætter vi efterforskningen, som er blevet godt hjulpet af et tæt samarbejde med Skattestyrelsen.”

Varetægtsfængsling begæres

Under ransagningerne blev der sikret bevismateriale, og der blev desuden beslaglagt en pistol.

Hertil er der også blevet beslaglagt en lang række værdier, herunder bankindestående, to ejendomme og private luksusvarer.

To af de sigtede, en 37-årig og en 42-årig mand, er torsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byrets afdeling i Vestre Fængsel.

Anklagemyndigheden meddelte forud for grundlovsforhøret, at de ville begære varetægtsfængsling og anmode om lukkede døre.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu