søndag den 7. juni 2026

Chokerende udvikling i Haderslev-sagen: Sigtet for at give spædbarn kokain

En allerede alvorlig sag mod en 37-årig mand har fået en ny og dybt bekymrende dimension, da en ny sigtelse er blevet tilføjet.

Foto: 1Xela / Shutterstock.com

Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst en ny sigtelse mod en 37-årig mand, der siden marts har siddet varetægtsfængslet i forbindelse med bortførelsen af en syv måneder gammel pige i Haderslev.

Den nye sigtelse handler om, at manden skulle have givet det bortførte spædbarn kokain.

Det kom ifølge JydskeVestkysten frem på onsdagens retsmøde ved Retten i Sønderborg, hvor retten tog stilling til den fortsatte varetægtsfængsling af manden.

Mistanken om, at han har givet den lille pige kokain, er baseret på en prøve taget fra pigen umiddelbart efter, at hun blev genforenet med sin familie. Den 37-årige nægter sig dog skyldig i den nye sigtelse.

Bortført mens hun sov

Den chokerende hændelse, der førte til mandens anholdelse, fandt sted den 9. marts i år ved 18-tiden.

Her blev den lille pige bortført fra en barnevogn, hvor hun lå og sov i en baggård i Haderslev.

Halvanden time senere blev pigen fundet på Hotel Norden i Haderslev sammen med den sigtede mand.

Da politiet rykkede ind og befriede pigen, havde hun hverken tøj eller ble på. Hun var dog iklædt en overtøjsdragt, skriver Ritzau.

Nægter sig skyldig

Ved anholdelsen skal manden ifølge politiet have udtalt følgende: ‘Jeg har ikke gjort noget, men det havde jeg tænkt mig at gøre’.

Allerede ved grundlovsforhøret dagen efter anholdelsen nægtede han sig skyldig i sigtelserne om grov frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt af et barn under 12 år.

Retten i Sønderborg forlængede senest hans varetægtsfængsling tilbage i april og onsdag er det blevet besluttet, at den skal forlænges med yderligere fire uger.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu