Mand overlevede to skud i hovedet: Nu er 25-årig dømt i sagen

25-årig mand er ved Retten i Glostrup blevet dømt i en alvorlig sag, hvor en mand blev skudt to gange i hovedet.

Foto: Shutterstock.com

En 25-årig mand er torsdag blevet kendt skyldig i drabsforsøg ved Retten i Glostrup.

Sagen handler om en meget alvorlig skudepisode, der fandt sted den 29. juli sidste år ved boligkomplekset Grankoglen i Glostrup. Det skriver Ritzau.

Her blev det 30-årige offer på en parkeringsplads ramt af fire skud fra kort afstand. Han blev både ramt i panden og kinden, men overlevede attentatet.

Hyret via Signal

En politibetjent uden for tjeneste var hurtig til at komme frem til stedet, hvor han ydede livreddende hjælp, inden offeret blev bragt til Rigshospitalet og opereret.

Retten har fastslået, at den 25-årige blev kontaktet via den krypterede beskedtjeneste Signal.

I denne forbindelse er det også kommet frem, at han blev hyret af en bagmand med brugernavnet ‘MurderInc’, der arrangerede mødet på parkeringspladsen.

Offeret blev lokket til stedet under dække af, at der skulle indgås en aftale om afregning for salget af en bil.

Anklagemyndigheden har ifølge specialanklager Henrik Uhl Pedersen nedlagt påstand om 14 års fængsel, og straffen udmåles senere torsdag.

Bagmand også sigtet

Retten frifandt desuden den 25-årige mand for et påstået drabsforsøg dagen inden skudepisoden.

Her var et møde angiveligt planlagt, men fandt af ukendte årsager ikke sted.

Sagen mod den formodede bagmand bag profilen ‘MurderInc’ behandles i en selvstændig retssag. Han er tiltalt for i alt fire drabsforsøg.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu