En revisor har ikke blot mistet retten til at arbejde som revisor, men er også blevet idømt fængselsstraf.

Retten i Odense har tidligere denne uge afsagt dom over en 56-årig revisor fra Odense.
Bo Frederiksen er fundet skyldig i skatte- og momsunddragelse for i alt 4.391.789 kroner og straffes med to et halvt års ubetinget fængsel.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
I perioden fra 2014 til 2020 afgav Frederiksen løbende forkerte eller mangelfulde oplysninger om sine personlige indkomstforhold samt om momstilsvaret tilknyttet hans revisionsfirma.
Han er desuden dømt for skyldnersvig, idet han forud for sin personlige konkurs overførte betydelige midler fra private konti til nærtstående. Dermed holdt han pengene uden for kreditorernes rækkevidde.
“Den dømte har sideløbende med sit virke som revisor unddraget sig skat og moms igennem en længere årrække,” siger anklager Jacob Johansen.
“Samfundet hverken kan eller skal finde sig i, at en professionel aktør på den her måde opnår en personlig økonomisk vinding på bekostning af statskassen.”
Ud over fængselsstraffen er Frederiksen pålagt en tillægsbøde på 4,35 millioner kroner og skal tilbagebetale det fulde unddragne beløb til Skatteforvaltningen.
Værdier for cirka 750.000 kroner er også blevet konfiskeret fra den 56-årige revisor.
Derudover er han blevet frataget retten til at praktisere som revisor og må desuden ikke påtage sig ledelsesansvar i erhvervsvirksomheder uden personlig og ubegrænset hæftelse.
Bo Frederiksen nægtede sig skyldig under sagen, men til trods for dette, er han nu blevet idømt en længere fængselsstraf.