Fyns Politi opfordrer til forsigtighed, da en større fejl har sat flere lyskryds i Odense ud af drift.

Fyns Politi oplyser tidligt søndag morgen på Politi Update, at et større antal lyskryds i Odense er ude af drift.
Fejlen kommer derfor til at have indflydelse på trafikken i den fynske by og kræver særlig opmærksomhed fra alle trafikanter.
“Teknikere er tilkaldt, men der kommer til at gå nogle timer, inden alle lyskryds fungerer igen,” lyder det fra vagtchefen i meddelelsen.
Politiet har ikke oplyst, hvad der er årsag til nedbruddet.
Alle bilister opfordres til at sætte farten ned og holde sig orienteret om eventuel skiltning i de kryds, der er påvirket af fejlen.
Der mindes desuden også om, at højrevigepligt er gældende i de kryds, hvor der hverken er lyssignaler eller skiltning.
Enhver trafikant bør derfor sørge for at udvise særlig varsomhed og ikke tage chancer i de berørte kryds, indtil alle anlæg er vendt tilbage til normal drift.