Anklagemyndigheden mener, at kvinden blev dræbt som hævn for en vidneforklaring i en landsretssag.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har nu offentliggjort det formodede motiv bag drabet på en 21-årig kvinde, der den 7. april 2025 blev stukket ned på Gormsvej i Herning.
Ifølge anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, mener anklagemyndigheden, at der var en helt særlig årsag til, at hun skulle bøde med livet.
Drabet var angiveligt motiveret af, at en anden person afgav vidneforklaring under en straffesag i Vestre Landsret den 16. januar 2024. Vidnet havde en familiemæssig relation til den dræbte kvinde.
I den pågældende landsretssag var den 25-årige Roble Yussuf Abdullahi tiltalt for at stå bag et knivdrab på en blot 22-årig mand i Herning.
Han blev idømt forvaring den 5. februar 2024 og var derfor i gang med at afsone denne dom, da kvinden blev dræbt.
En eventuel instruks til drabet har derfor skullet formidles fra fængslet, men alle udgående opkald optages.
Hans forsvarer Glenn Verding Hein oplyser, at klienten nægter sig skyldig.
“Jeg kan også konstatere, at man ikke engang har forsøgt at varetægtsfængsle min klient,” siger han.
Den 17-årige, der ifølge anklageskriftet udførte selve knivdrabet, var kun 16 år gammel på gerningstidspunktet.
En 20-årig medtiltalt anklages desuden for at have orkestreret drabet sammen med Roble Yussuf Abdullahi.
Anklagemyndigheden begærer nu Roble Yussuf Abdullahis forvaringsdom ophævet til fordel for en livstidsstraf.
Sagen begynder som nævningesag den 19. november 2026 og ventes afsluttet den 2. februar 2027.