Tre unge mænd er blevet tiltalt for at stå bag et voldsomt drab på en blot 21-årig kvinde.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod tre unge mænd i forbindelse med drabet på en 21-årig kvinde, der fandt sted på Gormsvej i Herning.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge anklageskriftet stak en nu 17-årig dreng kvinden med en kniv eller lignende spids genstand den 7. april 2025 klokken 20.50. Kvinden afgik ved døden som følge af sine skader.
Foruden den 17-årige er en 20-årig og en 25-årig mand også tiltalt i sagen. Anklagemyndigheden mener, at de to mænd foranledigede den 17-årige til at begå drabet, og de er derfor også blevet tiltalt for drab.
Den 17-årige blev anholdt i juni 2025 efter knap to måneders efterforskning. Siden da har han siddet varetægtsfængslet.
Den 20-årige blev anholdt og varetægtsfængslet i starten af november 2025.
Begge varetægtsfængslede fik mandag forlænget fængslingen frem til sagens afgørelse, men den 20-årige har dog valgt at kære kendelsen.
Den 25-årige er ikke varetægtsfængslet i denne sag, da han i forvejen afsoner en fængselsstraf i forbindelse med en anden dom.
Sagen behandles som nævningesag ved Retten i Herning, hvor den første retsdag vil finde sted den 19. november 2026. Der er afsat i alt 21 retsdage, og dommen ventes afsagt den 2. februar 2027.