Iran-krigens vindere er ikke dem, du tror: 41 milliardærer er blevet 1,9 milliarder rigere hver eneste dag

Mens krigen driver priserne op for almindelige forbrugere, vokser energimilliardærernes formuer med astronomisk hastighed.

Foto: Shutterstock.com

En ny analyse fra NGO’en Oxfam, der er blevet offentliggjort i forbindelse med G7-topmødet i Evian i Frankrig, dokumenterer en markant formueforøgelse hos flere energimilliardærer.

Siden starten på konflikten mellem USA, Israel og Iran har de indkasseret enorme summer, mens mange almindelige forbrugere har haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

41 energimilliardærer i G7-landene har ifølge analysen tilsammen øget deres formuer med 23,5 milliarder dollar siden krigens udbrud.

Det svarer til 301 millioner dollar dagligt – eller knap 1,9 milliarder kroner hver eneste dag, skriver B.T.

Gælder verden over

Ser man på verdens energimilliardærer under en samlet paraply, er tallene faktisk kun endnu mere markante.

Ifølge Oxfam har 116 energimilliardærer samlet forøget deres formuer med 42,4 milliarder dollar siden Iran-krigen og lukningen af Hormuzstrædet. Det er svarende til intet mindre end 543,6 millioner dollar om dagen.

Samtidig ventes 32,5 millioner mennesker at blive presset ud i fattigdom som følge af krigens konsekvenser, der har fået både energi- og fødevarepriser til at stige.

Oxfam kræver handling

Rune Møller Stahl, senioranalytiker i Oxfam Danmark, er kritisk over for udviklingen.

“Tallene viser, hvordan en lille gruppe firmaer og rigmænd har tjent enorme overskud på en krig, som ellers har ramt verdensøkonomien hårdt,” siger han.

“Den ekstra indtjening handler ikke om egne investeringer eller innovation, men er simpelthen et produkt af tilfældige omstændigheder, der samtidig underminerer den grønne omstilling.”

De seks største vestlige olieselskabers samlede overskud ventes at nå 152 milliarder dollar i 2026, hvilket er en stigning på 80 procent i forhold til prognoserne forud for krigen.

Oxfam Danmark opfordrer af den grund den danske regering til at indføre en skat på overnormal profit i sektoren.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu