Kæmpehandel: Norwegian sluger Spies, Ving og Tjæreborg i milliardopkøb

Det norske flyselskab Norwegian køber Nordic Leisure Travel Group for i alt 5,4 milliarder danske kroner.

Foto: Photofex_AUT / Shutterstock.com

Norwegian Air Shuttle har tirsdag morgen offentliggjort deres planer om at overtage Nordic Leisure Travel Group.

Købesummen er fastsat til 7,94 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til cirka 5,4 milliarder danske kroner.

Nordic Leisure Travel Group sælger både hotel- og fritidsrejser og ejer blandt andet Spies og Sunclass Airlines.

Stort nordisk imperium

Med opkøbet samles en række velkendte brands under samme ejerskab, hvorfor der vil være tale om et regulært imperium.

“Transaktionen samler kendte og prisvindende mærker som Ving, Spies, Tjäreborg, Globetrotter og Sunclass Airlines med Norwegian og Widerøe, hvilket skaber en stærkere og unik nordisk rejseaktør, der dækker hele rejseforløbet,” skriver Norwegian i sin pressemeddelelse.

Den samlede koncern vil – såfremt opkøbet bliver godkendt – råde over en flåde på 160 fly og betjene 30 millioner kunder om året inden for fly-, rejse- og hoteldrift.

Betinget af godkendelse

Handlen er sammensat af flere elementer, hvorfor der ikke vil være tale om kontant betaling af det fulde beløb.

Den kontante del udgør derimod 3,5 milliarder svenske kroner, mens resten afregnes i 300 millioner vederlagsaktier i Norwegian. Hertil vil der også være betaling i form af yderligere 30 millioner aktier, hvis værdi fastsættes i fjerde kvartal 2026.

Handlen er endnu ikke endelig, da den kræver godkendelse fra Norwegians bestyrelse på en generalforsamling i juli og er desuden betinget af myndighedernes accept af opkøbet.

I forbindelse med handlen bliver den norske hotelkonge Petter Stordalen storaktionær i Norwegian, da han ejer Nordic Leisure Travel Group.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu