Fire tegn på solskoldning på hunde – og den bedste måde at beskytte dem på

Dyrlæger advarer om solskoldning hos kæledyr og fraråder brug af almindelig solcreme til dyr.

Foto: Shutterstock.com

Danmark ventes at opleve ekstreme temperaturer denne uge, hvor det kan blive på den anden side af 30 grader flere steder i landet.

Og mens mange danskere er opmærksomme på at beskytte sig selv mod solen, glemmer mange at tænke på deres kæledyr.

Hunde og katte, der opholder sig i den stærke varme, er dog også i risiko for at få solskoldning – særligt lysfarvede racer eller dyr med tynd pels.

Fire symptomer at holde øje med

Visse kropsdele er særligt udsatte for solskoldning, heriblandt ører, næse, øjenlåg og maven. Solskoldning kan være meget smertefuldt for kæledyr og i alvorlige tilfælde føre til hudkræft.

Dyrevelfærdsorganisationen PDSA opfordrer ifølge The Sun kæledyrsejere til at holde øje med følgende tegn på solskoldning hos både hunde og katte: vabler, skorpedannelse, kløe og rødme.

Viser dyret et eller flere af disse symptomer efter ophold i solen, bør man kontakte en dyrlæge hurtigst muligt.

Brug dyrevenlig solcreme

Det er vigtigt at beskytte kæledyr mod solen, men man bør være forsigtig med at bruge almindelig solcreme på dyr. Det skyldes, at visse aktive ingredienser i solcreme til mennesker kan være giftige for kæledyr.

I stedet anbefales det at bruge en vandfast, dyrevenlig solcreme med SPF 30 eller derover for at sikre tilstrækkelig beskyttelse.

Inden cremen påføres, anbefales det at udføre en test på et lille område. Man påfører blot solcremen på et lille hudområde og venter 24 timer for at observere eventuelle reaktioner.

Er der ingen reaktion, kan der påføres et tyndt lag solcreme på eksponerede og lyse hudpartier hos hunden eller katten. Dette omfatter blandt andet næse og ører.

Det er desuden generelt vigtigt at holde kæledyr i skyggen i de varmeste timer og sikre, at de altid har adgang til frisk drikkevand under en hedebølge.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på nbo[@]busekistmedia.dk
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu