Produktet kan skabe en barriere mod sultne snegle og dermed beskytte både potteplanter og højbede mod skader.

Mange danske haveejere kæmper med snegle, der ødelægger planter, og internettet er fyldt med tvivlsomme råd om, hvordan man holder dem væk.
Et af de råd, der faktisk har en vis effekt, er brugen af petroleumsgelé, som de fleste også blot kender som Vaseline. Det skriver HouseDigest.
Stoffet kan nemlig skabe en glat barriere, der gør det svært for sneglene at krybe forbi. Ved at smøre et tykt lag langs kanten af en urtepotte eller et højbed forhindres de i at nå planterne.
Metoden virker dog kun, hvor der er en kant at påføre produktet på. I bede uden afgrænsning er man derfor nødt til at ty til andre organiske metoder mod snegle.
Teknikken er enkel: Et tykt lag petroleumsgelé smøres hele vejen rundt langs kanten af potten eller højbedet.
Det er vigtigt, at laget er sammenhængende uden huller, da sneglene ellers nemt finder vej igennem.
Metoden anses for at være en af de mere sikre og giftfrie alternativer til brug af pesticider.

Den fungerer dog dårligere ved plantning direkte i jorden uden kant, da barrieren dermed let kan omgås. Til gengæld er den velegnet til potteplanter og højbede.
I og med, at regn og vejr nedbryder laget over tid, skal det jævnligt påføres igen for at bevare effekten.
Kombineret med andre metoder kan petroleumsgelé vise sig at være en billig og enkel måde at bremse sneglenes fremfærd på, så eventuelle skader på planterne bliver så små, at de kan klare sig.
For haveejere, der har plantet direkte i jorden, eller dem der ønsker en mere helhedsorienteret tilgang, kan petroleumsgelé med fordel suppleres med andre tiltag.
Et af dem er at undgå at vande haven om aftenen, lyder det også fra HouseDigest.
Den bedste tid på dagen at vande er om morgenen, så fugten når at trænge ned i jorden eller fordampe inden mørkets frembrud, hvor sneglene typisk er mest aktive.
Det kan også hjælpe at tiltrække sneglenes naturlige fjender til haven. Fugle, frøer, krybdyr og visse insekter æder gerne snegle, og ved at skabe gode levesteder for dem kan man genskabe en naturlig balance.
En bunke grene eller sten i et hjørne af haven kan eksempelvis fungere som et ideelt skjulested for krybdyr.