En tragisk ulykke har kostet en tidligere FC København-spiller livet i en alt for ung alder.

Den tidligere FC København-forsvarsspiller Marios Oikonomou er afgået ved døden. Han blev kun 33 år gammel.
Det meddeler hans barndomsklub PAS Giannina FC ifølge det græske medie Sport 24.
Oikonomou blev i forrige uge indlagt efter en alvorlig motorcykelulykke i sin fødeby Ioannina i Grækenland.
I denne forbindelse blev det rapporteret, at han kolliderede med en bil, der blev ført af en 63-årig mand.
De indledende meldinger beskrev den græske forsvarsspiller som værende i kritisk tilstand efter ulykken.
Nu står det desværre klart, at han ikke har overlevet de kvæstelser, han pådrog sig som følge af den voldsomme ulykke.
Marios Oikonomou var en del af truppen i FC København fra 2020 til 2022 og nåede at spille i alt 20 kampe for den danske storklub.
FC København har ifølge SE og HØR også reageret på nyheden med en officiel udtalelse, hvori de beskriver deres store sorg over Oikonomous alt for tidlige død.
“Vi er dybt berørte over nyheden om vores tidligere spiller Marios Oikonomous bortgang i en alder af 33 år,” skriver klubben.
I pressemeddelelsen fremhæver FCK, at Oikonomou satte markante spor både på og uden for banen i sin tid i den danske hovedstad.
“I løbet af sin tid i København opnåede Marios respekt og beundring fra både holdkammerater, trænerstab og fans,” lyder det.
“Han vil blive husket ikke kun for sine bidrag på banen, men også for den person, han var udenfor banen. Vores tanker og dybeste medfølelse går til hans familie, venner og alle dem, der kendte og elskede ham.”