Den 81-årige skuespiller James Handy blev fundet knivstukket i sit hjem i Los Angeles.

Et alarmopkald medførte onsdag morgen, at amerikansk politi rykkede ud til en adresse i Tarzana i Los Angeles, hvor de fandt den 81-årige skuespiller James Handy livløs i forhaven.
Han var blevet stukket i brystet og blev kort efter erklæret død. Det skriver NBC News.
Alarmopkaldet indeholdt ifølge politiet følgende udtalelse: “Jeg er menneskesønnen. Jeg har lige dræbt syndens mand.”
Kort tid efter fik betjentene kontakt til den 44-årige Michael Gledhill, som selv tiltrak sig politiets opmærksomhed og erkendte at være gerningsmand til den alvorlige forbrydelse.
Ifølge B.T. er han er søn af James Handys kæreste og er nu anholdt og sigtet for drab.
James Handys agent, Pam Ellis-Evenas, har i en kort udtalelse bekræftet, at han har mistet livet.
“Med stor sorg kan jeg bekræfte, at manden, der blev angrebet og dræbt onsdag i Tarzana, var skuespilleren James Handy,” siger hun.
Handy havde en lang karriere bag sig, hvor han havde roller i flere amerikansk film og tv. Han medvirkede senest i ‘Top Gun: Maverick’ i rollen som bartenderen Jimmy.
Hans øvrige filmografi tæller titler som ‘Arachnophobia’, ‘Jumanji’ og ‘Logan’ samt forskellige tv-serier såsom ‘NYPD Blue’, ‘NCIS: Los Angeles’, ‘CSI: New York’ og ‘Law & Order’.