Den norske kronprins har valgt at afbryde sit officielle besøg i Japan, så han hurtigst muligt kan vende hjem til sin syge hustru.

Kronprins Haakon er i disse dage på officielt besøg i Japan, men har valgt at afbryde sin rejse for tid. Det skyldes, at kronprinsesse Mette-Marits helbred er blevet forværret..
“Det er vigtigt at komme hjem og være sammen med Mette. Hun har det dårligt nu, så det vil jeg gerne,” siger kronprinsen ifølge det norske medie VG.
Den 52-årige kronprinsesse lider af den kroniske sygdom lungefibrose, som har ført til komplikationer ad flere omgange.
Det norske kongehus meddelte i sidste uge, at hendes tilstand er blevet alvorlig. Det har medført, at hun nu benytter iltapparat i sin dagligdag.
Haakon besøgte mandag Tokyo som led i det fire dage lange program, der bl.a. inkluderer et stop i havnebyen Hachinohe.
Her erkendte han åbent, at han har svært ved at holde fokus på rejsen, og undskyldte til dem, han ikke længere kan nå at besøge på sin planlagte sidste dag i landet.
Kronprinsen oplyste desuden, at Mette-Marits tilstand er blevet ‘betydeligt værre’ siden sidst. Det er selvsagt det, der har fået ham til at rejse retur til Norge.
Prinsesse Ingrid Alexandra afbryder ligeledes sit ophold i Australien, hvor hun studerer i øjeblikket, så hun kan vende hjem til sin syge mor.
“Hun ønsker at komme hjem snart, og det hænger sammen med vores familiesituation,” siger Haakon ifølge VG.
Ingrid Alexandra er i gang med det første år af en tre år lang bacheloruddannelse i Sydney og har snart afsluttet dette års studier.
Formålet med Haakons besøg i Japan er at styrke samarbejdet mellem de to lande.