En mand, der donerede sit tøj til velgørenhed, fik sig lidt af et chok over at se, hvor det endte.

En mand, der donerede sit tøj til velgørenhed, kunne ikke tro sine egne øjne, da han cirka 45 minutter senere så, hvor det var endt.
Jacob King har selv beskrevet, hvordan han følte sig ‘krænket’ over opdagelsen mindre end en time efter donationen. Det skriver Mirror.
Han delte derfor en video på TikTok, hvor man kunne se hans tidligere ejendele ligge spredt over rækværket uden for en lokal Lidl-butik.
Den samme video viste en samling jakker og skjorter, som var tilgængelige for enhver forbipasserende, men ingen sælger var dog at se i klippet.
“Point of view: Du donerer tøj til velgørenhed, og 45 minutter senere bliver det solgt uden for Lidl. Jeg respekterer hustlet, men det føltes ret krænkende,” skrev Jacob i billedteksten til videoen.
Det hele efterlod dog en række af seerne forundrede, og mange krævede flere detaljer.
“Smed du bare tøjet udenfor, eller tog du det rent faktisk med ind i en genbrugsbutik for at blive solgt?” spurgte en bruger.
Jacob besvarede spørgsmålene og forklarede: “Mange spørger om det samme, så jeg svarer kun én gang. Jeg lagde tøjet i en indsamlingsboks til velgørenhed, som nogen efterfølgende har rodet i.”
Andre tog til genmæle og forsvarede sælgerens formodede adfærd.
“Er det ikke hele pointen? At donere det, så en mindre heldig person kan få gavn af det på en eller anden måde?” spurgte en bruger.
En anden bruger bemærkede, at personen formentlig havde større behov for pengene end en velgørenhedsorganisation, og at det trods alt kom nogen i lokalsamfundet til gavn.
Textile Recycling Association har oplyst, at velgørenhedsorganisationer har lidt betydelige økonomiske tab, fordi hele tøjcontainere i Storbritannien bliver stjålet fra parkeringspladser.
Organisationen påpeger, at det kan koste op mod 1.500 pund at udskifte en stjålet container, og at den samlede regning potentielt kan løbe op i omkring 1 million pund.