En 33-årig mand fra New York troede, at han stod på tærsklen til at skulle tilbringe resten af sit liv med sin store kærlighed – uden at ane, hvad der ventede forude.
Jack Ciapciak friede til Jack Lorentzen på en usædvanlig måde, da han gjorde det ved at dedikere en parkbænk med udsigt over Hudson River til ham.
På bænken placerede han en midlertidig plade med ordene: ‘Jack, vil du gifte dig med mig? Kærlig hilsen, Jack’.
Bænken vender mod Hoboken, hvor parret boede, da de mødte hinanden, og er placeret direkte over for LGBTQ+-mindesmærket – et sted, Ciapciak følte var meningsfuldt allerede dengang.
“Jeg glemmer aldrig glæden i hans øjne. Det var det perfekte øjeblik delt mellem os to,” siger Ciapciak, der er tv-forfatter og producer på dramaserien Blue Bloods, ifølge Newsweek.
To måneder efter frieriet døde Lorentzen pludseligt i december 2022 i en alder af kun 30 år.
Da Ciapciak vendte tilbage til bænken, begyndte han at finde blomster efterladt af venner, og stedet forvandlede sig langsomt til et uformelt mindesmærke.
“I starten var det virkelig svært at være der. Det føltes tungt, som om alt det, jeg savnede, sad lige foran mig. Men med tiden skete der noget,” siger Ciapciak.
Han begyndte at føle sin partners nærvær ved bænken – ikke blot som et tab, men som noget varigt. At se fremmede sætte sig og reflektere hjalp ham med at dele sorgen frem for at bære den alene.
“Det blev til noget, vi bar i fællesskab i stedet for noget, jeg måtte bære alene,” fortæller Ciapciak.
Da tiden kom til at udskifte pladen, var det svært at finde de rette ord. Ciapciak valgte i stedet et citat fra en film, hans partner elskede og så igen og igen: “Find ud af, hvem du er… og prøv ikke at være bange for det.”
“Det er sådan, Jack levede sit liv, og jeg ønskede, at folk skulle blive inspirerede, når de hørte hans navn – ikke føle sorg,” siger Ciapciak.
Han delte sin historie på det sociale medie Threads, hvor den fik over 281.000 visninger. Mange brugere fortalte om, at de havde siddet ved bænken uden at kende historien bag den.
“Måske tænker de på nogen, de holder af, eller noget, de gennemgår. Hvis det giver dem et lille øjeblik af forbindelse eller trøst, er det nok,” fortæller Ciapciak.
