Den amerikanske præsident bliver væk fra sin egen søns bryllup, når han denne weekend bliver gift på Bahamas.

Den amerikanske præsident Donald Trump deltager ikke i sin søn Donald Trump Jr.’s bryllup.
Det afslører han selv i et opslag på det sociale medie Truth Social, hvor han som begrundelse peger på presserende regeringsanliggender og sit ansvar over for USA.
Bryllupsfesten finder sted på en privat ø på Bahamas i denne weekend og samler en mindre kreds af familie og nære venner.
Tidligere på ugen var Trump blevet spurgt af journalister, om han havde planer om at overvære sin søns bryllupsceremoni. Dengang lød meldingen mere åben.
“Han vil gerne have, at jeg tager afsted, beskrev præsidenten om Don Jr. Men det bliver bare en lille privat begivenhed. Jeg vil prøve at nå det,” sagde han ifølge Ekstra Bladet, og fortsatte:
“Jeg sagde: Du ved, det passer ikke godt ind for mig lige nu. Jeg har noget, der hedder Iran og andre ting.”
I opslaget på Truth Social var tonen mere endelig, da Trump her skrev, at han finder det afgørende at blive i Washington D.C. og Det Hvide Hus, og at netop hans engagement for landet forhindrer ham i at tage afsted.
Bruden, Bettina Anderson, indgår sit første ægteskab med Donald Trump Jr. For Trump Jr. er det derimod ikke første gang, han står ved alteret. Han var tidligere gift med Vanessa Trump, som han har fem fælles børn med.
Trump omtalte begivenheden som en lille og privat fejring, og bekræftede, at hans søn gerne ville have haft ham med. Alligevel har han valgt sine statslige forpligtelser frem for den ekstravagante fest.
Fravalget sker da også i en periode, hvor Trump-administrationen håndterer en igangværende konflikt med Iran, hvorfor præsidenten ikke finder det forsvarligt at forlade landets hovedstad.