søndag den 7. juni 2026

Ekspert advarer: Brændstofmangel kan have store konsekvenser for danskernes sommerferie

Uroen i Mellemøsten skaber usikkerhed for tusindvis af danskere, der har planlagt udenlandsrejser i sommer – og eksperter råder til at være forberedt på det uventede.

Foto: Telly / Shutterstock.com

Den geopolitiske uro i Mellemøsten kan ifølge eksperter få direkte konsekvenser for de danskere, der har i sinde at rejse til udlandet for at holde sommerferie.

Opstår der brændstofmangel, kan flyselskaberne nemlig blive tvunget til at justere deres drift med forsinkelser, ruteomlægninger, ekstra mellemlandinger eller i værste fald aflysninger til følge.

Forsikringsselskabet Alm. Brand oplever allerede nu stigende kundehenvendelser fra bekymrede rejsende, der ønsker at kende konsekvenserne for deres planlagte ferier.

Mathias Kjær Sigvaldason, Vice President for Rejse i Skade i Alm. Brand, understreger derfor vigtigheden af at følge situationen tæt.

“Mange er naturligt nok bekymrede for, om uroen i Mellemøsten kan få betydning for deres rejse. Lige nu handler det blandt andet om risikoen for brændstofmangel, som kan føre til ændringer undervejs. Derfor er vores vigtigste råd, at man holder sig opdateret og ved, hvem man skal kontakte, hvis der opstår problemer,” siger han i en pressemeddelelse.

Flyselskabet har det primære ansvar

Uanset om ændringer opstår før eller under en rejse, er det flyselskabet, der juridisk og praktisk bærer det primære ansvar over for passagererne.

Det er derfor hos flyselskabet, man som rejsende skal henvende sig ved behov for ombooking eller tilbagebetaling.

Sigvaldason fremhæver, at selskaberne typisk vil gøre alt for at undgå aflysninger og i stedet søge alternative løsninger som ændrede ruter.

Men han opfordrer samtidig de rejsende til at sætte sig ind i ansvarsfordelingen, inden problemerne opstår.

Råd til rejsende: Vær forberedt

Alm. Brand anbefaler, at man som rejsende sørger for at have alle de vigtige kontaktoplysninger, policenumre og rejsedokumenter let tilgængelige. Derudover bør man undgå at planlægge sin rejse for stramt tidsmæssigt.

En særlig opmærksomhed er påkrævet for dem, der selv har valgt at sammensætte deres rejse med separate bookinger af fly, hotel og transport.

Forudbetalte udgifter til hotel og billeje er nemlig som udgangspunkt ikke dækket af rejseforsikringen, hvis man vælger at aflyse hele rejsen som følge af en aflyst flyvning.

“Hvis man selv har booket fly, hotel og andre dele separat, er det vigtigt at være opmærksom på, at forudbetalte udgifter som hotel, billeje og lignende som udgangspunkt ikke er dækket af rejseforsikringen, hvis flyet bliver aflyst, og du vælger at aflyse hele rejsen,” siger Sigvaldason.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu