Kan starte i Danmarks nærområde: Rusland gør klar til krig

Rusland er i fuld gang med at forberede sig til en krig i større skala, og det hele kan starte i Danmarks nærområde.

Foto: photoibo / Shutterstock.com

Rusland arbejder for tiden i døgndrift på at forbedre sine militære kapaciteter langs grænsen til Norden og Baltikum.

Efter sigende sker det som en del af landets forberedelser til en eventuel konflikt med de europæiske lande ved Østersøen.

Det vurderer nordiske efterretningschefer samt topofficerer fra Forsvaret og NATO over for DR.

Kilderne har alle direkte adgang til tophemmelige oplysninger om Ruslands militære aktivitet. Desuden besidder de roller, der betyder, at de selv ville skulle stå i spidsen for forsvaret af Danmark og Europa, hvis en krig bryder ud.

Krig i sigte

DR har over halvandet år gennemført mere end 25 dybdegående samtaler med en række kilder, som de har talt med i forbindelse med dokumentaren ‘Krigsplan Europa’.

Redaktionen har desuden fulgt den danske NATO-generalmajor Brian Nissen, som står til at skulle varetage kommandoen over en styrke på op mod 150.000 soldater til at forsvare Baltikum og dele af Polen, hvis Europa.

Og den danske generalmajor tegner et meget dystert billede af en mulig russisk konflikt.

“Det vil være en krig, som foregår i alle dimensioner. Den vil foregå på landjorden, i luftrummet, på havet, i rummet og i cyberspace,” siger Brian Nissen til DR.

Ingen af DR’s kilder har dog kendskab til, at Rusland har truffet en endegyldig beslutning om at gå i krig. Størstedelen af de russiske styrker er nemlig fortsat engageret i krigen i Ukraine.

Østersøen som arnested

Forberedelserne til en mulig europæisk konfrontation er dog allerede undervejs, og kilderne peger på Østersøregionen som det mest sandsynlige udgangspunkt for en fremtidig konflikt.

“Selv under Den Kolde Krig havde Nato ikke på noget tidspunkt en opfattelse af, at krigen er så tæt på som nu,” siger en kilde med adgang til fortrolige vurderinger fra flere europæiske lande, der er en del af NATO.

Vurderingerne bliver desuden bakket op af satellitbilleder, som DR har indsamlet i samarbejde med svenske SVT, norske NRK og det estiske medie Delfi.

Den tidligere finske efterretningsofficer Marko Eklund har analyseret billederne og konkluderer ud fra dem, at den russiske udbygning af baser har til formål at skabe kapacitet til titusindvis af yderligere soldater ved grænsen fra det nordlige Norge og Finland til det sydlige Litauen.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu