Putin får hård kritik fra egen lejr: Er på randen af kollaps

Et russisk parlamentsmedlem har advaret Vladimir Putin om, at Rusland nærmer sig en social eksplosion.

Foto: photoibo / Shutterstock.com

Det russiske parlamentsmedlem Vyacheslav Markhayev har i en tale valgt at tage lidt af et sats, som sjældent er set inden for Ruslands grænser.

Han har nemlig rettet en skarp kritik mod Vladimir Putin og den øvrige russiske ledelse.

I samme ombæring har han også opfordret dem til at handle, inden landet glider ud i et regulært kaos, skriver The Telegraph.

Markhayev pegede i sin tale på en række aktuelle problemer i Rusland, herunder en udbredt korruption og tabet af de mest erhvervsaktive og reproduktivt dygtige dele af befolkningen.

Endvidere understregede han også det problematiske i de seneste ukrainske droneangreb mod russisk territorium.

Advarsel om eksplosion

“Illusionernes tid er forbi. Landet er på randen af en social eksplosion, og skylden for dette vil falde helt og holdent på den rodfæstede herskende magt,” sagde Markhayev ifølge The Telegraph.

Den 71-årige politiker advarede desuden om, at social uro kun vil blive endnu mere sandsynlig.

Det vil især være tilfældet, hvis den nuværende kurs fortsættes, og at Vesten i så fald vil udnytte situationen til at svække den russiske stat.

Voksende kritik

Markhayev kom også med et krav om en tydelig og offentlig plan for at bringe krigen til ophør i overensstemmelse med Ruslands interesser.

“Vi har brug for en klar, offentlig plan for at afslutte den særlige militæroperation, baseret på Ruslands nationale interesser,” lød det fra politikeren.

Han kritiserede desuden også Kreml for at sende unge mænd i døden ved fronten, og Markhayev er ikke alene om denne kritik.

Statsdumamedlem Renat Suleymanov opfordrede i maj til en hurtig afslutning på krigen, og den tidligere Kreml-loyalist Ilya Remeslo beskrev i marts Putin som krigsforbryder.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu