Et tidligere republikansk kongresmedlem er blevet benådet af præsident Donald Trump efter dom for insiderhandel.

Donald Trump har valgt at benåde det tidligere republikanske kongresmedlem Stephen Buyer.
Buyer blev i 2023 idømt 22 måneders fængsel for ulovlig aktiehandel baseret på fortrolige oplysninger, som han havde tilegnet sig via sit embede.
Benådningen er kommet umiddelbart efter, at USA’s højesteret afviste Buyers anke af dommen, skriver The Guardian.
Buyer blev fundet skyldig i at have udnyttet insiderinformation om en stor fusion mellem selskaberne T-Mobile og Sprint til personlig vinding, efter at han havde forladt sit embede.
Som følge af dette blev han pålagt at tilbagebetale sin gevinst på 350.000 dollars, hvilket svarer til 2,2 millioner kroner. Hertil blev han også bedt om at betale en tillægsbøde på 10.000 dollars. Han blev løsladt i 2025.
Buyer har konsekvent fastholdt sin uskyld og udtaler efter benådningen, at det var ‘forfærdeligt at blive fængslet for en forbrydelse, jeg ikke har begået’.
Måneden inden benådningen offentliggjorde Trump en række breve, herunder en anmodning fra Buyer selv samt et brev fra 40 republikanske politikere.
“Ligesom Dem, hr. præsident, har Steve været offer for retskrig ført af Biden-administrationen,” lød det blandt andet i brevet fra april 2025.
I sin benådning fremhæver Trump, at Buyer har en lang karriere bag sig, ligesom han omtaler ham som et fremragende kongresmedlem.
Benådningen fjerner dog ikke den plet, der er havnet på Buyers straffeattest. Derimod skal det i højere grad ses som en ‘retfærdighedshandling’ fra præsidentens side.