To russiske kampfly nærmede sig svensk luftrum fredag, hvor de efter sigende havde kurs mod Stockholm og Karlskrona.

To russiske kampfly blev fredag registreret i umiddelbar nærhed af Sverige.
Flyene var på kurs mod Stockholms skærgård og Karlskrona, hvilket fik det svenske luftvåben til at reagere ved at sende Gripen-jagerfly op.
Det oplyser det svenske forsvar til mediet SVT.
De russiske fly vendte om blot få hundrede meter, inden de fløj ind i det svenske luftrum.
Hvad hensigten bag de to russiske kampfly var, er endnu ikke blevet fastslået.
Ewa Skoog Haslum, operationschef i det svenske forsvar, vurderer dog, at episoden kan have været et forsøg på at afprøve Sveriges militære reaktionsevne.
Hun lægger ikke skjul på alvoren af det, der er sket. Netop derfor var man fra svensk side naturligvis også hurtige til at reagere.
“Det er bemærkelsesværdigt og alvorligt, at det gøres så spektakulært fra russisk side,” siger Skoog Haslum til SVT.
Episoden bliver selvsagt anset for at være usædvanlig alvorlig af det svenske forsvar, der understreger den provokerende karakter af de russiske fly.
Sverige, der er medlem af NATO, har ved flere lejligheder registreret russisk militær aktivitet i nærheden af landets grænser.
Fredagens hændelse skiller sig dog ud ved, at det så ud til, at flyene havde kurs direkte mod to af landets vigtigste områder.