søndag den 7. juni 2026

Trump udpeger ny efterretningschef – der er bare ét problem

Donald Trump har fundet sin kandidat til en central post, men der er dog én ting, der vækker opsigt.

Foto: Rawpixel.com / Shutterstock.com

USA’s præsident, Donald Trump, har udpeget Bill Pulte som fungerende chef for landets efterretningstjenester.

Det oplyser den amerikanske præsident selv i et opslag på Truth Social.

Den 38-årige Pulte står i dag i spidsen for den føderale boligfinanseringsmyndighed FHFA og fortsætter ifølge Trump i den rolle.

Samtidig får han ansvaret for at koordinere og føre tilsyn med USA’s omfattende efterretningsapparat. Blandt de organisationer, der hører under området, er CIA og NSA.

Har ingen erfaring

Udpegningen af Pulte har vakt en del opsigt, da han ikke har en baggrund inden for efterretningstjenester, skriver Ritzau.

Pulte er til gengæld kendt som en nær allieret til Donald Trump og er af flere amerikanske medier blevet omtalt som præsidentens ‘angrebshund’.

Trump fremhæver dog selv en række andre kvalifikationer hos sin nye udpegede chef.

“William har indgående erfaring med at håndtere de mest følsomme anliggender i USA, markedernes sikkerhed og soliditet,” skriver Trump.

Afløser Gabbard

Behovet for en ny efterretningschef opstod i maj i år, hvor Tulsi Gabbard, der havde bestridt posten siden februar 2025, meddelte, at hun trak sig.

Hun forklarede sin beslutning om at trække sig fra posten med sin mands diagnose med en sjælden form for knoglekræft..

“Jeg må nu stoppe i offentlig tjeneste for at være ved hans side og støtte ham i denne kamp,” skrev hun i et brev.

Reuters har dog tidligere erfaret, at der også var spændinger mellem Gabbard og Det Hvide Hus.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu