Var planlagt til i dag: J.D. Vance dropper særligt møde

Det planlagte møde mellem USA og Iran i Schweiz fredag er blevet aflyst, lyder det fra landets udenrigsministerium.

Foto: Consolidated News Photos / Shutterstock.com

Forhandlinger mellem USA og Iran, der efter planen skulle have fundet sted i Schweiz fredag, er blevet aflyst.

Det fremgår af en udmelding fra det schweiziske udenrigsministerium, som nyhedsbureauet Reuters har omtalt.

Aflysningen kommer kort tid efter, at en repræsentant for Det Hvide Hus over for nyhedsbureauet AFP bekræftede, at den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, havde valgt at udsætte sin afrejse til Schweiz.

Oprindeligt skulle Vance have forladt USA torsdag aften lokal tid, men det er altså ikke sket.

Uvis tidsplan

“Logistikken i de her forhandlinger har aldrig været enkel eller forudsigelig. For nuværende tager vicepræsidenten ikke afsted i aften,” sagde det fra talspersonen til AFP.

I samme ombæring blev der givet udtryk for et håb om, at de snart kan indlede de tekniske samtaler.

Ifølge det amerikanske medie CNN vil Det Hvide Hus informere yderligere, så snart der foreligger konkrete nyheder i sagen.

I sidste uge indgik USA og Iran en principaftale – et såkaldt Memorandum of Understanding. Samtidig blev det offentliggjort, at underskrivelsen skulle finde sted fredag i Schweiz. Helt konkret skulle det ske på Bürgenstock-resortet.

Det oplyste Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der ifølge Ritzau har fungeret som mægler i konflikten, via et opslag på X.

Aftale underskrevet

Allerede onsdag satte USA’s præsident, Donald Trump, sin underskrift på rammeaftalen med Iran under et arrangement på Versailles-slottet uden for Paris. Også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har sat sin underskrift på aftalen.

Dermed indledtes en 60 dages forhandlingsperiode, der blandt andet kommer til at handle om Irans uranbeholdning.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu