søndag den 7. juni 2026

Zelenskyj med foruroligende melding om russiske planer

Den ukrainske præsident advarer om et forestående angreb og bruger ukrainske efterretninger som grundlag for sin udmelding.

Foto: paparazzza / Shutterstock.com

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har advaret om, at Rusland forbereder et nyt og omfattende angreb på Ukraine.

Meldingen er baseret på ukrainske efterretningsoplysninger, skriver TV 2.

Rusland har ifølge nyhedsbureauet Reuters samtidig varslet en række systematiske angreb mod mål i Kyiv og opfordret udlændinge og diplomater til at forlade den ukrainske hovedstad.

Drone ramte Rumænien

I forbindelse med et russisk angreb på den ukrainske Odesa-region endte en drone natten til mandag i nabolandet Rumænien. 

“En af dronerne, en Shahed-lignende drone, ramte også en almindelig beboelsesejendom i Rumænien,” har Zelenskyj skrevet om det i et opslag på det sociale medie X.

Shahed-droner er iranskproducerede og anvendes hyppigt af russiske styrker i angreb mod Ukraine.

Zelenskyj ønsker pres på Rusland

Den ukrainske præsident ønskede i denne forbindelse også de tilskadekomne i Rumænien god bedring og tilbød at yde hjælp til nabolandet. Han gjorde det også klart, at han vil øge presset på russerne.

“Det er i sandhed nødvendigt at øge presset på Rusland, så denne krig ikke bliver trukket i langdrag eller udvidet,” skrev Zelenskyj.

Han understregede i samme ombæring, at Ukraine er klar til at bidrage til en fælles indsats mod det russiske styre i kølvandet på den seneste hændelse i Rumænien.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu