Danskernes bankindestående når nye højder og især én ting kan forklare en stor del af den markante stigning.

Danskerne kan bryste sig af, at de tilsammen har intet mindre end 1.293,7 milliarder kroner placeret i bankerne.
Det svarer til, at alle danskere i gennemsnit har 264.000 kroner stående på kontoen.
Det fremgår ifølge B.T. af en pressemeddelelse fra Nykredit, der også skriver, at det høje tal repræsenterer en vækst på hele 24,9 milliarder kroner på blot én måned.
Nykredit oplyser, at der er flere forskellige faktorer bag den kraftige stigning i danskernes kontante opsparing.
I april blev der bl.a. udbetalt 26,7 milliarder kroner i overskydende skat, og pengene er i vid udstrækning havnet på bankkonti. Derfor er de hverken blevet anvendt til forbrug eller investeret i andre aktiver.
Hertil kommer et fortsat robust arbejdsmarked, der bærer præg af stigende lønninger, som ifølge Nykredit giver flere danskere et større råderum til at lægge penge til side.
Nykredit anbefaler, at man som tommelfingerregel har to til tre månedslønninger stående i banken. På den måde er man sikret en økonomisk buffer.
En sådan reserve giver tryghed i tilfælde af, at der opstår uventede udgifter eller man bliver fyret fra sit job.
Har man omvendt al sin formue bundet i værdipapirer, risikerer man at blive tvunget til et salg på et ugunstigt tidspunkt, hvis et akut behov for likviditet opstår.