Interne mails afslører, at flere styrelser bevidst undlod at informere offentligheden om en fejl i udbetalingen af fødevarechecken.

Mellem 2.000 og 5.000 udeboende SU-modtagere på ungdomsuddannelser under 20 år modtog aldrig den fødevarecheck på 1.000 kroner, som SVM-regeringen havde lovet dem.
Det fremgår af en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået.
Planen var, at alle berettigede skulle have pengene overført i perioden 4. til 6. maj, men det sket ikke.
En teknisk fejl hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen forhindrede nemlig, at den førnævnte gruppe fik sine penge.
På trods af, at ATP havde modtaget et betydeligt antal henvendelser om den manglende udbetaling, besluttede myndighederne ikke at orientere offentligheden om det.
“Til orientering laver hverken STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, red.) eller DEP (Beskæftigelsesministeriets departement, red.) proaktiv kommunikation om den manglende udbetaling af fødevarecheck til SU-modtagere på ungdomsuddannelser under 20 år” fremgår det af en intern mail fra den 8. maj ifølge Ekstra Bladet.
ATP’s første udkast til en meddelelse på Borger.dk beskrev fejlen åbent og nævnte, at der blev arbejdet på at fremskaffe opdaterede data for at gennemføre de manglende overførsler.
Efter en mailkorrespondance mellem ATP og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen blev kommunikationen dog pludselig ændret markant.
Henvisninger til fejlen og de berørte unge forsvandt som følge af dette helt fra den offentlige besked.
Den endelige meddelelse oplyste blot, at de pågældende modtagere ville få checken på et senere tidspunkt – uden yderligere forklaring.