En mulig ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale vil råde over 82 mandater i Folketinget.
Det er derfor ikke nok til at sikre et flertal, da der kræves mindst 90 mandater for at have et parlamentarisk grundlag, der ikke kan væltes.
Regeringen vil dermed være afhængig af støttepartier for at overleve. Det er netop her, at Enhedslisten og Alternativet træder ind i billedet.
Den første og mest oplagte model til at sikre et flertal, er at inddrage Enhedslisten med deres 11 mandater. Det vil bringe det samlede mandattal op på 93 og skabe et komfortabelt flertal bag den kommende regering.
I den model er Alternativets fem mandater teknisk set overflødige, men det betyder ikke, at det ikke giver mening at forhandle med dem, skriver Rikke Gjøl Mansø, der er politisk analytiker hos DR.
Den anden vej til flertal udelader Enhedslisten og kombinerer i stedet Alternativets fem mandater med tre nordatlantiske mandater. Denne konstellation bringer netop antallet af mandater op på 90, hvilket udgør et præcist, men dog knebent flertal.
Det er strategisk fordelagtigt for en mindretalsregering at have adgang til mere end én konstellation, der kan skabe et flertal.
Årsagen til dette er ifølge Rikke Gjøl Mansø, at det giver forhandlingsmæssigt manøvrerum og reducerer afhængigheden af et enkelt støtteparti.
Det er formentlig denne logik, der ligger til grund for, at Mette Frederiksen vælger at forhandle med Alternativet denne onsdag, selvom Enhedslistens mandater alene teknisk set er tilstrækkelige.
