Danmark er klar til at bidrage til en international koalition, der skal sikre fri sejlads i Hormuzstrædet.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bekræftede ifølge Ritzau på vej ind til et udenrigsministermøde i Luxembourg, at Danmark er klar til at bidrage i Hormuzstrædet.
Mere konkret sagde han, at Danmark vil stille militære bidrag til rådighed i forbindelse med en eventuel åbning af Hormuzstrædet som følge af den nylige fredsaftale mellem USA og Iran.
Regeringen har ifølge Løkke allerede indhentet et mandat fra Udenrigspolitisk Nævn, der gør det muligt at deltage i en sådan operation.
Til trods for dette, så har udenrigsministeren dog ikke ønske at oplyse nærmere om det konkrete indhold af det danske bidrag.
Løkke Rasmussen roser desuden både Frankrig og Storbritanniens initiativ om at samle en bred international koalition til at hjælpe.
I denne forbindelse understreger han også vigtigheden af opbakning fra mange lande.
“Det afgørende er, at der er en bred kreds af lande, der støtter op. Det synes jeg, man skal komplimentere Frankrig og Storbritannien for, at det er lykkedes at samle en bred koalition af lande,” siger Lars Løkke Rasmussen ifølge Ritzau.
Lars Løkke Rasmussen siger også, at han ser en rolle til Europa i forbindelse med en stabilisering af situationen i regionen.
Selvom han slår fast, at Danmark er klar til at bidrage, så vil han dog først og fremmest se en underskrevet fredsaftale.
“Danmark er del af det, og vi er klar til at deltage under de rette omstændigheder,” siger Løkke Rasmussen, der samtidig understreger, at Danmark stadig venter på at se den formelle underskrivelse af fredsaftalen mellem USA og Iran.