En russisk drone ramte natten til fredag en ejendom i Rumænien, hvilket har fået Mette Frederiksen til at reagere.

En russisk drone af typen Geran ramte natten til fredag taget på en lejlighedsbygning i den rumænske havneby Galati.
Angrebet udløste en brand på bygningens øverste etage, og 70 beboere måtte evakueres. To personer blev såret som følge af hændelsen.
Det rumænske forsvarsministerium vurderer, at dronen var en del af et russisk angreb rettet mod Ukraine, som grænser op til Rumænien.
Den rumænske præsident Nicușor Dan har dog gjort det meget klart, at Rumænien ikke vil acceptere, at russiske krigshandlinger rammer rumænske borgere. Det skriver TV 2.
Rumænien har orienteret både NATO og EU om hændelsen, og sidstnævnte har efterfølgende udsendt en meddelelse, hvor de fordømmer ‘Ruslands hensynsløshed’.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen har fordømt den alvorlige hændelse og slutter sig derfor til en række andre europæiske stats- og regeringschefer, der har gjort det samme.
“En direkte konsekvens af Ruslands ulovlige angrebskrig. Vi står i fuld solidaritet med Rumænien,” skriver hun i et opslag på de sociale medier.
“EU og NATO må styrke vores sikkerhed og afskrækkelse og øge presset på Rusland.”
Frederiksen omtaler i opslaget hændelsen som ‘den russiske droneindtrængen’.