Regeringen vil indføre et nyt forbud, der kommer til at ramme bredt – og nu åbnes der for, at de hårdest ramte kan få kompensation.

Miljøminister Maria Reumert Gjerding oplyser, at den gruppe af landmænd, der vil være særligt berørte af et kommende nationalt sprøjteforbud, vil modtage kompensation.
Det meddelte hun ifølge Ritzau til DR forud for torsdagens forhandlinger om emnet.
“Der er en gruppe landmænd, der vil blive meget hårdt ramt. Så for at undgå, at de bliver eksproprieret, så vil der også være noget kompensation,” sagde Gjerding.
Den præcise udformning af kompensationsordningen er endnu ikke fastlagt, da det først skal drøftes med alle de involverede partier.
Statsminister Mette Frederiksen bebudede ved Folkemødet på Bornholm, at et nationalt sprøjteforbud kan blive indført allerede i indeværende år.
I sin åbningstale gjorde hun det klart, at der er et behov for hurtig handling, hvilket hun begrundede med hensynet til drikkevandets kvalitet på lang sigt.
I regeringsgrundlaget fremgår det desuden, at forbuddet skal gælde sårbare grundvandsdannende områder og gennemføres hurtigst muligt og gradvist.
Frederiksen anførte i sin tale, at frivillige aftaler med landbruget ikke har været nok til at sikre grundvandet, og at et lovforslag af den grund vil blive fremsat inden årets udgang.
De berørte grundvandsdannende områder udgør omtrent 160.000 hektar landbrugsjord, hvilket er svarende til omtrent 3,7 procent af Danmarks samlede areal.
Til sammenligning dækkede landbrugsafgrøder ifølge Danmarks Statistik 58 procent af det samlede landareal i 2024.