Efter flere måneder med forhandlinger ser det ud til, at Danmark kan få en ny regering inden længe.

Den kongelige undersøger, Mette Frederiksen, er mandag aften på vej for at mødes med kong Frederik på kongeskibet Dannebrog, der aktuelt befinder sig i Odense.
Mødet er berammet til klokken 21.30, lyder det fra Ekstra Bladet.
Besøget fremgår desuden både af Kongehusets officielle kalender og af Mette Frederiksens egen Facebook-profil, hvor hun har delt et opslag, hvor hun skriver: ‘På vej til Hans Majestæt Kongen netop nu’.
Besøget hos kong Frederik finder sted efter 68 dages forhandlinger, hvor partierne har arbejdet på at nå til enighed om grundlaget for en ny regering. Og nu ser det endelig ud til, at der er opnået et gennembrud.
Ifølge politisk kommentator Hans Engell vil Mette Frederiksen orientere kongen om sin parathed til at danne en regering, hvorefter en officiel pressemeddelelse vil blive udsendt fra kongen.
“Nu skal Mette Frederiksen orientere kong Frederik om, at hun er klar til at danne en regering. Det beder han hende om, og det vil der blive sendt en pressemeddelelse ud om,” siger han til Ekstra Bladet.
Det lyder også, at det næste skridt vil være for Mette Frederiksen at stille op til pressemøde sammen med de øvrige partiledere bag den kommende koalition. Her vil det nye regeringsgrundlag blive præsenteret offentligt.
Selvom der er tale om den længste regeringsdannelse i dansk historie, falder timingen alligevel gunstigt ud, vurderer Engell.
“Så kan de alle sammen tage ud og holde grundlovsdag. De kan tage til Folkemødet på Bornholm og fortælle om, hvordan de vil frelse Danmark i de kommende år,” lyder det fra Hans Engell.