mandag den 8. juni 2026

Regeringen lover skattelettelser: Men der gemmer sig en skjult regning

Regeringen er klar til at give skattelettelser til en række danskere, men finansieringen kan få betydning for den egentlige gevinst.

Foto: Alexandros Michailidis / Shutterstock.com

Den nye firkløverregering lægger op til en omfattende ændring af skattesystemet.

Blandt forslagene er en afskaffelse af både mellemskatten og den såkaldte top-topskat, der blev indført under SVM-regeringen.

For mange højtlønnede danskere vil det umiddelbart betyde lavere skat, men ifølge Berlingske indeholder planen dog også et element, som kan skrue markant for den egentlige gevinst.

Ændrede skatter

I dag betales der 7,5 procent i mellemskat af den del af indkomsten, som overstiger 641.200 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag.

For indkomster over 777.900 kroner skal der betales yderligere 7,5 procentpoint i topskat.

Regeringen ønsker fremover et system med bundskat op til 777.900 kroner og derefter en topskat på 15 procent.

Personer med meget høje indkomster vil samtidig slippe for top-topskatten på fem procent, der i dag er gældende for indkomster over 2.592.700 kroner om året.

Finansiering skaber debat

En del af finansieringen skal ifølge regeringsgrundlaget findes ved at fastholde en række beløbsgrænser i skattesystemet i to år.

Det vil sige, at grænserne ikke står til at blive reguleret i takt med lønudviklingen og inflationen.

Normalt bliver blandt andet topskattegrænsen løbende justeret for at undgå, at lønstigninger automatisk fører til højere beskatning.

Når grænserne på den måde bliver frosset fast, kan flere skatteydere over tid komme til at betale mere i skat, end de ellers ville have gjort.

Berlingske skriver også, at SF allerede i 2025 kom med et udspil med en tilsvarende fastfrysning.

Dengang vurderede en cheføkonom fra tænketanken Kraka ifølge B.T., at en sådan model i praksis ville fungere som en skattestigning.

Som følge af dette, kan en del af de varslede skattelettelser altså ende med at blive modsvaret af højere skattebetaling på grund af fastlåste beløbsgrænser.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu