Trækker pludselig i land: Lars Løkke vil ikke love gratis tandlæge

Moderaterne-formanden Lars Løkke Rasmussen toner nu ned for forventningerne til, at der kan ydes gratis tandpleje inden for ti år.

Foto: Victor Mogyldea / Shutterstock.com

Moderaternes formand og Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har nu lagt en dæmper på forventningerne til regeringens planer om at tilbyde gratis tandlæge.

I forbindelse med sin grundlovstale i Det Kongelige Biblioteks have lagde han afstand fra løftet om, at der vil være gratis tandlæge til alle inden for ti år.

“Der står i regeringsgrundlaget, at der er en ambition om, at man skal have ikke-brugerbetalt, og dermed skatteyderfinansieret, tandlæge om ti år. Det kan man ikke vide, om man når i mål med, før der er gået ti år,” sagde han ifølge Ritzau.

Enhedslisten lover mere

Udmeldingen står derfor også i direkte kontrast til, hvad Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted for få dage siden meddelte pressen foran Marienborg. 

Her lovede han nemlig gratis tandlæge til alle danskere inden for en periode på 10 år. Han sagde desuden, at der vil være tale om en indfasning, der begynder med førtidspensionister og kronikere.

SF-formand og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr har tidligere ligeledes beskrevet ordningen som en ambition snarere end et konkret løfte.

Sårbare prioriteres

Løkke medgiver, at de mest udsatte grupper skal hjælpes først. Derfor er det også dem, der kommer til at være i fokus fra regeringens side.

“Det, vi kan stå på mål for, er, at vi tager nogle konkrete skridt i denne valgperiode, startende med de mest sårbare. Og det er noget, regeringen også kommer til at prioritere i de finanslove, der kommer de næste år,” sagde han.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu