Det dødelige udbrud af ebola er fortsat ikke under kontrol, og har nu spredt sig til en række nye områder.

Antallet af bekræftede ebolasmittede i Den Demokratiske Republik Congo er torsdag steget til 676. Hertil er det også bekræftet, at 136 er afgået ved døden.
Det fremgår af tal offentliggjort af landets regering og gengivet af nyhedsbureauet Ritzau.
Blot dagen før lå tallene på 635 bekræftede tilfælde og 127 dødsfald. Det vidner om, at udbruddet fortsat vokser.
Landets sundhedsminister, Roger Kamba, oplyser i et opslag på det sociale medie X, at smitten nu er konstateret i tre nye sundhedszoner.
DR Congo har ifølge Reuters mere end 500 sådanne zoner, der hver dækker et større hospital samt tilknyttede klinikker for en befolkning på mellem 100.000 og 150.000 mennesker.
De tre nye smittede zoner befinder sig i regionerne Nord-Kivu og Ituri, lyder det også fra ministeren.
Udbruddet har sit epicenter i den østlige region Ituri, hvorfra det har bredt sig til de nærliggende regioner Nord-Kivu og Syd-Kivu.
Ituri tegner sig for langt størstedelen af smittetilfældene, da der her er 629 bekræftede smittetilfælde, mens Nord-Kivu har 44 og Syd-Kivu tre.
Den variant, der raser i DR Congo, er den sjældne bundibugyo-type. Det er et stort problem, da der ikke findes en godkendt behandling eller vaccine mod den.
Udbruddet blev officielt erklæret den 15. maj, men myndighederne har efterfølgende oplyst, at sygdommen i en periode inden da havde spredt sig ubemærket, hvilket ifølge Reuters har gjort indsatsen sværere.