Novo Nordisks Wegovy-pille er på vej ud i verden og har netop ramt et helt nyt marked.

Novo Nordisk kan glæde sig over, at de nu har lanceret Wegovy i pilleform i De Forenede Arabiske Emirater.
Det sker kort tid efter, at myndighederne i landet har godkendt præparatet. Det gjorde de nemlig mandag i denne uge.
Det gør ørkenstaten til det første land uden for USA, hvor borgerne får mulighed for at købe vægttabsmidlet i pilleform.
Novo Nordisk oplyser, at 28 procent af den voksne befolkning i De Forenede Arabiske Emirater lider af svær overvægt.
Ikke nok med det, så forventes tallet at være gældende for omkring 7,5 millioner indbyggere i 2035.
“Denne lancering markerer en vigtig milepæl i vores ambition om at udvide adgangen til innovativ fedmebehandling på globalt plan,” siger Emil Kongshøj Larsen fra Novo Nordisk ifølge Ritzau.
Lanceringen er ikke uventet, da selskabet for omtrent en måned siden varslede aktionærerne om, at pillen ville blive lanceret på en række nye markeder i det igangværende kvartal.
Det Europæiske Lægemiddelagenturs komité anbefalede i slutningen af maj en godkendelse af Wegovy i pilleform, hvilket er et skridt i den rigtige retning.
Det har medført, at vurderingen nu er blevet sendt videre til EU-Kommissionen, der derfor skal stå for at træffe den endelige beslutning.
Wegovy-pillen tages én gang dagligt på tom mave efter mindst otte timers faste. Desuden skal man vente mindst 30 minutter efter indtagelsen, inden man må spise.
Med Wegovy som pille er det muligt at undgå den injektionspen, som danske patienter i dag anvender ved brug af det populære slankemiddel.