Stor stigning i ventetid: Kan ultimativt føre til amputation

Ventetiden på forebyggende fodbehandling i Region Midtjylland er steget markant, hvilket kan ende med at få store konsekvenser.

Foto: Shutterstock.com

Patienter i Region Midtjylland venter i gennemsnit 29 uger på fodbehandling med offentligt tilskud, viser tal fra regionen.

Ifølge Ritzau er det DR, der har fået indblik i tallene.

Ved årsskiftet lå ventetiden på 26 uger, hvilket er en stor stigning fra 2020, hvor ventetiden lød på blot 17 uger.

Risiko for amputation

Overlæge og funktionsleder Christian Buhl fra Steno Diabetes Center på Aarhus Universitetshospital advarede allerede i december om, at den lange ventetid kan få store konsekvenser.

“Hvis der er lang ventetid til en fodterapeut i den forebyggende indsats, øges risikoen for at få sår igen, og ultimativt kan det føre til amputation,” sagde han ifølge Ritzau til DR.

Buhl pegede i samme ombæring på den geografiske ulighed, der eksisterer mellem regionerne.

“Tallene taler for sig selv, og det er tankevækkende, at der er en geografisk ulighed. Det kalder på handling,” sagde han.

Regional ulighed

Til sammenligning er ventetiden i Region Syddanmark 20 uger, mens den i Region Hovedstaden er nede på 15 uger. Derfor er det særligt i Region Midtjylland, at der er problemet med ventetid.

Regionen skal nu beregne omkostningerne ved at nedbringe ventetiden – blandt andet ved at ophæve det nuværende omsætningsloft for fodterapeuter.

Loftet begrænser i dag, hvor meget fodterapeuter må tjene på tilskudsberettigede behandlinger i en bestemt periode.

Derudover ønsker politikerne at udvide antallet af fodterapeuter, der kan behandle patienter med offentligt tilskud.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu