Et af TV 2’s længste levende programmer er måske fortid for altid – og manden bag er ikke helt kommet over det.

Efter 18 sæsoner som fast inventar på TV 2 i forbindelse med Tour de France blev programmet ‘Rolf og Ritter på Tour’ droppet af kanalen sidste år.
Det har efterladt kommentator Dennis Ritter med en blanding af stolthed og ærgrelse – og liden tro på et gensyn.
“Jeg tror nu nok, det er lagt i graven, og det er jeg vanvittigt ærgerlig over. Det levede jo i 18 år. Det er et af TV 2s længstlevende programkoncepter, hvilket vi er meget stolte over,” siger Ritter til SE og HØR.
Den kendte kommentator erkender, at forandringer er en naturlig del af branchen, og at man til tider må lade noget nyt tage over. Alligevel står det ganske klart, at beslutningen fortsat svier lidt.
Ifølge Ritter har programmet haft stor praktisk og faglig værdi i arbejdet som kommentator, idet den fysiske fornemmelse for bjerge og nedkørsler har gjort ham skarpere i kommentatorboksen.
Han tror dog selv, at programmet er ‘er en saga blot’, hvorfor de mange fans næppe skal forvente et comeback.
Det hele er naturligvis yderligere kompliceret af, at makker Rolf Sørensen for tredje år i træk ikke er til stede i Frankrig under Tour de France.
I år dækker den tidligere cykelrytter løbet fra Danmark, mens Lars Bak har overtaget pladsen ved siden af Ritter i kommentatorboksen.
Adspurgt om et eventuelt fremtidigt program under en titel såsom ‘Ritter og Bak på Tour’ er Ritter ikke afvisende, men han ved dog, at det kan blive en lidt anden udfordring.
Den erfarne kommentator henviser her til ‘Rolf, Ritter og Bak på Tour’ som et decideret mareridt, fordi Lars Bak er i så god form, at Ritter ikke kunne følge med på cyklen.
“Det var et mareridt, for Lars er i sindssygt god form. Jeg tror nærmest han kunne sidde med hovedfeltet hjem i et World Tour-løb i dag, og så snakker han hele tiden. Jeg havde ikke luft til at svare, så det var et mareridt. Så skal jeg virkelig til at træne,” siger han.