Messerschmidt angriber Mette Frederiksen: Vil rive tæppet væk under hende

DF-formand Morten Messerschmidt erklærer krig mod statsministeren og varsler fire års massiv politisk offensiv.

Foto: Alexandros Michailidis / Shutterstock.com

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har på grundlovsdag meldt ud, at hans politiske fokus de kommende fire år vil være rettet direkte mod statsminister Mette Frederiksen.

Det giver han udtryk for i et opslag på det sociale medie X fredag morgen.

“De næste fire år vil jeg rive tæppet væk under Mette Frederiksen. Så alle kan se, at hendes slappe udlændingepolitik ødelægger vores land,” skriver han.

Klar politisk kurs

Han uddyber sine ambitioner i opslaget, hvor han gør det klart, at han vil af med Mette Frederiksen.

“Målet er klart og tydeligt: Vi skal af med Mette Frederiksen og iværksætte massive hjemsendelser. Sådan får vi muslimsk nettoudvandring. Og det er det eneste, der kan redde Danmark,” skriver han.

Ifølge B.T.s kilder internt i DF er strategiskiftet helt bevidst.

Under regeringsforhandlingerne rettede Messerschmidt primært sin kritik mod Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, hvilket var medvirkende til, at Troels Lund Poulsen ikke havde mulighed for at danne en regering med Moderaterne.

Ny modstander

Med dannelsen af den nye firkløverregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre er målet nu et andet.

Messerschmidt vil ifølge kilderne koncentrere sin kritik næsten udelukkende om Mette Frederiksen. Messerschmidt holder sin grundlovstale klokken 17:10.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu