At blive præst handler for mange om et kald, men der følger naturligvis også en løn med jobbet. Aflønningen i folkekirken er reguleret efter faste rammer, og alligevel kan to præster med samme uddannelse ende med at få forskelligt udbetalt afhængigt af en række forhold.
I denne gennemgang ser vi på, hvad en præst realistisk kan tjene, hvordan geografien og stillingen spiller ind, og hvilke veje der fører ind i faget. Vi kommer også omkring videreuddannelse og de muligheder, der findes uden for den klassiske sognepræstestilling.
Langt de fleste præster i folkekirken er ansat som tjenestemænd og aflønnes efter en fast lønskala med flere løngrupper. Skalaen er fastsat i et samarbejde mellem Kirkeministeriet og Præsteforeningen, og der findes forskellige løntrin, som afhænger af blandt andet anciennitet og stillingens indhold.
For en nyansat ser tallet ganske overkommeligt ud. En nyuddannet sognepræst kan forvente en månedlig grundløn på omkring 29.191 kroner, og denne løn stiger med ancienniteten, så grundlønnen efter fire års ansættelse er omkring 35.570 kroner om måneden. Anciennitet er altså en tydelig løftestang de første år.
Til grundlønnen lægges typisk et fast rådighedstillæg, og det gør en mærkbar forskel på lønsedlen. Startlønnen for en tjenestemandsansat præst begynder på omkring 350.000 kroner årligt, hvortil kommer den livsvarige tjenestemandspension, der reelt gør den samlede pakke pænt værd sammenlignet med mange andre fag.
Systemet er bygget op i grupper, hvor mere erfaring og særlige funktioner løfter lønnen. Indplacering sker som udgangspunkt i løngruppe 1 efter anciennitet, hvor slutløntrin 4 opnås efter fire års ansættelse. Derfra kan man rykke videre ved at søge stillinger med større ansvar.
De typiske månedslønninger fordeler sig efter gruppe. For løngruppe 1 ligger en nyuddannet sognepræst på 26.800 til 35.570 kroner, en erfaren sognepræst i løngruppe 2 på cirka 42.293 kroner, og provster og specialpræster i løngruppe 3 på 45.134 til 48.281 kroner om måneden.
De højeste løntrin nås gennem særlige funktioner. Præster i løngruppe 3 får en løn på op mod 47.000 kroner om måneden før pension, mens nyansatte præster i løngruppe 1 får lidt over 30.000 kroner, i begge tilfælde inklusive rådighedstillæg. Toppen udgøres af biskopperne, hvis løn ligger markant højere.
Selvom skalaen er fælles, ender præster i forskellige dele af landet ikke nødvendigvis med samme løn. Det er tillidsfolk fra Præsteforeningen og provsterne, der forhandler med de forskellige biskopper om ekstra tillæg, og det gør præsternes lønninger forskellige fra stift til stift.
De lokale forhandlinger er selve nøglen til forskellene. Selve lønforhandlingen foregår i et møde mellem biskoppen, det lokale forhandlingsudvalg og Præsteforeningen, hvor den årlige pulje til lokale tillæg fordeles til stiftets præster. Størrelsen på den pulje varierer, og det påvirker, hvor meget der er at give af.
Beliggenheden kan også udløse konkrete tillæg. Der ydes sognepræster et mobilitetstillæg, blandt andet når præsten har været ansat i tre forskellige pastorater, og når en sognepræst er ansat i et pastorat i et yderområde, hvor geografiske eller praktiske forhold taler for det.
Lønnen er sjældent bare et enkelt tal, men resultatet af flere elementer, der lægges sammen. Ansættelsesform, stillingens omfang, anciennitet, tillæg for særlige funktioner samt pension og sociale goder spiller alle en væsentlig rolle. Det er derfor to CV’er sjældent giver samme lønseddel.
Tillæggene er ofte det, der rykker mest. Ud over grundlønnen findes der forskellige tillæg, eksempelvis for rådighed, specialopgaver eller andet arbejde, og disse tillæg kan svare til flere tusinde kroner om måneden afhængigt af den enkelte præsts ansvar og arbejdsforhold.
En anden væsentlig del af pakken er trygheden bagved. Præster i folkekirken er som udgangspunkt tjenestemænd og har dermed en sikret pensionsordning. Til gengæld gælder også en boligforpligtelse, da man som præst kan have pligt til at bo i en eventuel præstebolig.
Vejen ind i faget er lang og fastlagt, og der er formelle betingelser, som skal være opfyldt. For at blive præst i folkekirken skal man ved ansættelsen være dansk statsborger og medlem af folkekirken, og man skal desuden være uddannet teolog og have bestået Pastoralseminariets kursus.
Selve ansættelsen og ordinationen sker i et samspil mellem to instanser. I den danske folkekirke, der er en del af den evangelisk-lutherske kristenhed, er præsten ansat af Kirkeministeriet til en menighed og ordineret af biskoppen. Teologistudiet varer typisk mange år på universitetet forud for pastoralseminariet.
Man behøver ikke være bundet til én kirke resten af livet, for feltet er bredere, end mange tror. Du kan for eksempel vælge at arbejde som fængselspræst eller hospitalspræst, som studenterpræst, døvepræst eller præst i forsvaret. Disse specialiserede stillinger giver ofte andre opgaver end det klassiske sognearbejde.
Der er også åbnet for flere karrieretrin inden for systemet selv. Omkring 100 udvalgte præster med særlige funktioner er blevet løftet op i løngruppe 3, en særligt høj løngruppe, der skal skabe flere karrieremuligheder for præster. For nogle er provstestillingen det naturlige næste skridt op ad rangstigen.
De specialiserede stillinger kræver ofte en særlig indlevelse. En hospitalspræst møder mennesker i krise, mens en fængselspræst arbejder i en helt anden ramme end søndagens gudstjeneste. Disse roller tiltrækker præster, der ønsker et tættere og mere personligt møde med den enkelte i svære livssituationer. Har du interesse for andre offentlige fag med tryghed og pension, kan du også læse om, hvad en fængselsbetjent tjener.
Faget rummer plads til faglig fordybelse undervejs i karrieren. Du kan søge om studieorlov ved lønforhandlingerne, og orloven gives som tjenestefrihed i tre måneder med udbetaling af et engangsvederlag svarende til tre måneders løn. Det giver rum til at dygtiggøre sig uden at miste indtægt.
Vil man arbejde uden for folkekirken, gælder helt andre spilleregler for lønnen. For præster i frikirker og andre trossamfund varierer aflønningen ofte mere, da menigheden kan fastsætte sin egen lønramme, og folkekirkens skemaer og pensionsordninger ikke nødvendigvis gælder. Her afhænger meget af den enkelte menigheds økonomi og aftaler.
