Mindst 20 falske hjemmesider udgiver sig for at sælge billetter til en lang række kendte danske festivaler.

Et organiseret svindelnetværk opererer via falske hjemmesider, der efterligner kendte danske festivaler. Det omfatter blandt andet Grøn Koncert, Tinderbox og Musik i Lejet.
Det har mediet TjekDet afdækket efter at have identificeret mindst 20 svindelsider.
Svindlerne kopierer festivalernes officielle overdragelsessystemer, der normalt bruges til at sikre en sikker videreoverdragelse af billetter.
Men i stedet for at modtage en billet til en af de omtalte festivaler, mister køberen blot sine penge.
TjekDet har identificeret en række personer, der tilsyneladende er registreret som bagmænd. I virkeligheden er der dog tale om sårbare borgere, der udnyttes af kriminelle organisationer.
En af dem har vist sig at være misbruger og blev tvunget til at vælge mellem at betale sin narkogæld eller udlevere sine personlige oplysninger.
Han valgte det sidste og afgav sit betalingskort og MitID, hvorefter der i hans navn blev oprettet falske hjemmesider og tilmed også en virksomhed.
TjekDet skriver også, at pengene fra svindlen overføres til selskabet Billet Portalen LLC, der er registreret i den amerikanske delstat Delaware den 22. januar i år.
Da lovgivningen i Delaware tillader anonymt ejerskab, har det ikke været muligt for Tjek Det at spore de reelle modtagere af de penge, der bliver svindlet fra ofrene.
Svindlen begynder for det meste på Facebook, hvor falske sælgere sender interesserede købere links til de forskellige svindelsider.
Smukfest har oplyst til TjekDet, at festivalen er bekendt med svindlen og politianmelder den, så snart den opdages.