Regeringen har lagt op til, at det skal være gratis at gå til tandlæge – og det har sat gang i en ny tendens.

Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen, har advaret danskerne mod at udskyde tandlægebesøg i håb om snarlig gratis tandpleje.
I et opslag på det sociale medie Facebook skriver han om, hvordan han allerede nu kan se, at en ny tendens har bredt sig blandt patienter landet over.
Ifølge Schønwaldt er der flere og flere patienter, der vælger at takke nej til nødvendig behandling eller at udskyde regelmæssige kontroller.
Han påpeger også, at det er sket i kølvandet på, at den nye regering har varslet gratis tandlæge til alle.
Han kalder det en fejltagelse baseret på en grundlæggende misforståelse. Regeringens plan rækker nemlig over en periode på ti år, hvorfor nogle kan komme til at vente i lang tid.
I første fase er det nemlig kun udvalgte grupper – eksempelvis førtidspensionister – der er omfattet. Finansieringen af ordningen er desuden endnu ikke helt på plads.
“Med andre ord venter du sandsynligvis i mange år, måske for evigt, på at få fixet dine tandproblemer,« skriver Schønwaldt i opslaget ifølge B.T.
“Gå ikke på kompromis med din mundsundhed for en politisk ambition, der endnu ikke er finansieret eller vedtaget.”
Schønwaldt bruger også sit opslag til at gøre det klart, at udskydelse af en nødvendig behandling sandsynligvis kun vil medføre forværring og dermed højere udgifter på sigt.
Han afviser samtidig, at advarslen kommer på baggrund af egen eller branchens interesse.
Tværtimod frygter han, at en bølge af forsømte patienter vil overbelaste tandlæger med akutte henvendelser.