De kommende afgiftsændringer kan få stor betydning for prisen på flere af danskernes foretrukne elbiler.

Danskernes interesse for elbiler fortsætter med at vokse, men fra 2027 kan flere af de mest populære modeller på det danske marked ende med at blive væsentligt dyrere.
Beregninger fra FDM viser nemlig, at de kommende ændringer i registreringsafgiften står til at ramme en række elbiler, når de nuværende regler strammes.
Mere end ni ud af ti nye biler, som private købere vælger, er i dag elbiler. Derfor er det en ændring, der kan få store konsekvenser.
Fra årsskiftet hæves afgiftsniveauet for elbiler som, hvilket sker som et led i den gradvise indfasning af registreringsafgifter frem mod 2030.
Grænsen for, hvornår elbiler bliver omfattet af registreringsafgift, bliver i denne forbindelse sænket fra omkring 419.000 kroner til cirka 366.000 kroner.
Det vil sige, at flere varianter af blandt andet Skoda Enyaq, Audi Q4 e-tron og VW ID.4 står til at blive ramt af det.
Ifølge FDMs beregninger stiger en VW ID.4 Style med knap 10.300 kroner.
Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk ventes at blive næsten 28.000 kroner dyrere, mens BMW iX3 kan stige med op mod 50.000 kroner.
“Har man besluttet sig for at skifte til en elbil, kan man med fordel gøre det i år,” siger FDM’s forbrugerøkonom Ilyas Dogru i en pressemeddelelse.
De kommende afgiftsstigninger var oprindeligt planlagt til at træde i kraft tidligere, men blev sat på pause af den daværende regering og Det Konservative Folkeparti.
I samme ombæring blev en ekspertgruppe nedsat for at undersøge alternative modeller.
“Derfor kan det være nødvendigt at udskyde afgiftsstigningerne endnu et år, hvis først ekspertgruppen bliver færdig sidst på året,” siger FDM’s politiske chef Torben Lund Kudsk.