tirsdag den 16. juni 2026

Godt nyt for 200.000 danskere: Nu får de penge tilbage

Millioner af kroner er på vej retur til knap 200.000 danskere, men et endnu større antal skal til lommerne igen efter at have modtaget for meget.

Foto: Shutterstock.com

ATP, det statslige pensionsselskab, udsender i løbet af de næste tre uger pensionsopgørelser til 1,1 million folke-, førtids- og seniorpensionister.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Opgørelsen viser, at knap 200.000 pensionister sidste år modtog for lidt i pension. Denne gruppe vil samlet set modtage en efterbetaling på cirka 880 millioner kroner.

For langt de fleste sker udbetalingen den 31. juli, mens en mindre del får pengene allerede den 30. juni.

230.000 skylder penge

Billedet er imidlertid ikke entydigt positivt, da det ikke er alle, der kan se frem til at få penge udbetalt.

For 230.000 pensionister gælder det modsatte nemlig, da de har modtaget for meget i pension og skylder tilsammen cirka 850 millioner kroner, som de skal betale tilbage.

Årsagen til ubalancen er, at pensionen beregnes løbende med udgangspunkt i den enkelte persons aktuelle økonomiske forhold, og at disse kan selvsagt nå at ændre sig i løbet af et år.

Hold forskudsopgørelsen opdateret

Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP, opfordrer af denne grund alle pensionister til selv at bidrage til en korrekt pensionsudbetaling.

“Hvis din indkomst ændrer sig i løbet af året, kan det have betydning for pensionen. Derfor er det en god idé løbende at tjekke og rette sin forskudsopgørelse, så pensionen bliver så korrekt som muligt fra starten,” siger hun ifølge Ritzau.

Det er Udbetaling Danmark under ATP, der står for at administrere de praktiske udbetalinger.

Omkring 270.000 pensionister, herunder selvstændige, pensionister med udenlandsk indkomst og danskere bosiddende i udlandet, modtager først deres opgørelser i august eller september.

Læs også

Udforsk.
Udforsk.nu er et moderne nyhedsmedie, der bringer nyheder fra ind- og udland. Vi driver også sportsmediet SportInsider. Du kan kontakte os på redaktion@udforsk.nu.
Copyright © 2026. Udforsk.
Trindsøvej 6, 1., 8000 Aarhus · CVR 28491735 · Ansv. chefredaktør: Nicolai Ohlsen.
Udforsk.nu