Annoncer for sommerhuse på nettet kan tiltrække mere end feriegæster, advarer et forsikringsselskab forud for sommerferien.

Når danskerne forsøger at leje deres sommerhuse ud via nettet, er det ikke kun potentielle lejere, der orienterer sig i annoncerne.
Ifølge GF Forsikring benytter indbrudstyve sig også af de offentligt tilgængelige opslag.
Forsikringsselskabets tal viser, at annoncer for sommerhuse kan fungere som et værktøj for kriminelle, der er på jagt efter information om værdifulde genstande og adgangsforhold.
“Langt de fleste sommerhusudlejninger begynder med en interesseret gæst, som klikker rundt i de mange sommerhusannoncer på nettet,” siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring, i en pressemeddelelse.
“Som udlejer er man interesseret i at få sit sommerhus til at fremstå så tiltalende som muligt, men man bør huske på, at også ubudne gæster kan se med.”
Han peger særligt på fotos, der viser dyrt inventar som elektronik, fjernsyn og diverse former for fritidsudstyr, som værende problematiske.
“Billederne kan give tyvene et indblik i både værdifulde genstande samt mulige indgange og udgange. Man kan uforvarende ende med at servere alle de informationer for dem, som de skal bruge til deres ugerninger,” siger Rundager.
På landsplan er antallet af indbrud i sommerhuse trods alt faldende, men Rundager opfordrer alligevel danskerne til at fjerne kostbare genstande fra synsfeltet, inden der tages til annoncer.
Hans råd er også, at man nøje overvejer, hvilke oplysninger der deles offentligt i forbindelse med udlejning.