En nedrivning af en gammel motorvejsbro nær Horsens kræver en omfattende afspærring, hvilket naturligvis får konsekvenser for trafikken.

Strækningen på E45 mellem afkørsel 56b Horsens C og 55 Horsens N spærres lørdag fra klokken 15.00 i 18 timer.
Det sker i forbindelse med en nedrivning af den gamle motorvejsbro på Silkeborgvej, der befinder sig ved til- og frakørslen Horsens V.
Spærringen gælder ligeledes Silkeborgvej rute 52, der krydser over E45, oplyser Vejdirektoratet ifølge TV 2.
Projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard opfordrer trafikanter til at holde sig væk fra motorvejen og det nordvestlige Horsens i den periode, hvor motorvejen er spærret.
“Presset på de kommunale veje og lyssignaler bliver markant ændret, når motorvejstrafikken også skal igennem, og det kan let betyde kø og forlænget rejsetid,” siger han.
I spærringsperioden er cykelstibroen umiddelbart syd for Silkeborgvej ligeledes lukket, hvofor det heller ikke vil være muligt at passere den.
Nedrivningsarbejdet forventes at tiltrække nysgerrige tilskuere, men Vejdirektoratet gør det dog meget klart, at arbejdet indebærer betydelige risici med tungt maskineri.
“Det er ikke ufarligt. Derfor er det vigtigt, at eventuelle tilskuere, som gerne vil se de store maskiner arbejde, bliver bag de markeringsbånd, som vores entreprenør sætter op,” siger John Kjærsgaard.
På begge sider af E45 er der afmærket særlige tilskuerområder, der er placeret på ydersiden af til- og frakørslerne syd for Silkeborgvej.