Danmark rummer en dyster verdensrekord, som de færreste kender til – og lørdag aften sætter et af landets vartegn fokus på den.

Lørdag den 30. maj markeres den internationale sclerosedag verden over, og Danmark har en helt særlig grund til også at være en del af det.
Danmark har nemlig den højeste forekomst af sclerose pr. indbygger af alle lande i verden, mens vores nabolande Norge og Sverige indtager henholdsvis 5.- og 9.-pladsen på listen.
Hvorfor Danmark er så markant hårdere ramt end sine nordiske naboer, er endnu ikke afklaret, skriver Scleroseforeningen i en pressemeddelelse, hvor de også afslører nyheden om Storebæltsbroen.
Scleroseforeningens administrerende direktør Klaus Høm siger, at der fortsat er et stort behov for forskning i sygdommen.
“Forskning bringer os hele tiden tættere på svar, og derfor markerer vi dagen med grønt, som er håbets farve,” siger Klaus Høm
“Men vi er langt fra i mål. Der er stadig meget, vi ikke ved, og derfor er det afgørende, at forskning fortsætter med at rykke os fremad, så vi bliver endnu bedre til at behandle sygdommen og en dag kan knække koden til den.”
Han takker samtidig Sund & Bælt for at bidrage til at synliggøre sygdommen ved at deltage i markeringen.
Storebæltsbroen vil blive badet i grønt lys fra mørkets frembrud, der falder klokken 21.44, og frem til midnat.
Broens to pyloner rejser sig i alt 254 meter over havet og er derfor to af de højeste punkter i hele Danmark.
I 2025 passerede intet mindre end 14,1 millioner køretøjer over Storebæltsbroen, svarende til et dagligt gennemsnit på omkring 36.000 biler og lastbiler.
Den grønne illumination kommer derfor til at være synlig for et stort antal trafikanter og borgere i området.