Indvielsen af en ny flyrute endte i kaos, da manglende dokumentation fik det første fly til at vende om efter timer i luften.

SAS indviede tirsdag en ny direkte forbindelse mellem Københavns Lufthavn og Mumbai, men den historiske første flyvning fik dog en lidt anden ende end forventet.
Flyet lettede fra København omkring klokken 20 tirsdag aften, men vendte tilbage til den danske lufthavn cirka otte timer senere.
Årsagen til den mislykkede indvielse var, at der ikke var styr på de nødvendige officielle dokumenter fra myndighederne i Indien.
“Flyvningen fra København til Mumbai vendte tilbage til København, efter at den endelige regulatoriske dokumentation, som var forventet fra myndighederne, ikke blev udstedt som forventet,” skriver SAS’ pressechef Øystein Schmidt i en mail til norsk TV 2.
Pressechefen tilføjer, at SAS havde sørget for at opfylde alle krav, men at den formelle og endelige myndighedsgodkendelse altså ikke var på plads.
SAS arbejder nu på at finde en løsning for selve flyruten og skal samtidig tage hånd om de rejsende, der er blevet ramt af den kedelige situation.
Det fremgår ikke af udmeldingerne, hvilken form for kompensation eller støtte passagererne kan forvente.