Der advares om kraftige tordenbyger med risiko for skybrud flere steder i landet.

Store dele af Danmark kan natten til lørdag og lørdag formiddag opleve kraftige tordenbyger.
TV 2 Vejr har derfor netop udsendt et varsel om skybrud og torden, der dækker en stor del af landet.
Hvis du vil nyde sommervejret, er det derfor en rigtig god idé at gøre det i løbet af fredagen.
Vest for Storebælt gælder varslet fra klokken 00 til 10 lørdag, mens det øst for Storebælt træder i kraft fra klokken 03 til 10.
Risikoen for skybrud og torden er størst i den østlige del af Jylland, på Fyn samt i den vestlige del af Sjælland.
Det er dog ikke ensbetydende med, at skybrud ikke kan opstå andre steder i landet.
Flere steder kan bygerne ende med at udvikle sig så voldsomt, at der opstår såkaldt dobbelt skybrud.
Det er helt konkret en betegnelse, der dækker over mindst 30 millimeter nedbør inden for blot 30 minutter.
Sådanne nedbørsmængder medfører også, at der vil være en øget risiko for oversvømmelser i disse områder.